Vedtægter for Årslev Forsamlings- og Kulturhus
1 Navn og hjemsted
Stk. 1. Foreningens navn er Årslev Forsamlings- og Kulturhus
Stk. 2: Foreningens hjemsted er Bystævnet 13, 5792 Årslev by, Faaborg- Midtfyn Kommune
2 Formål
Stk. 1: Foreningens formål er at virke, som møde- og samlingssted, herunder i sær for folkeligt – kulturelt arbejde.
3: Medlemmer
Stk. 1. Som medlemmer optages enkeltpersoner og sammenslutninger, som har lyst og vilje til at arbejde for foreningens formål
Stk. 2. Medlemskabet er først gyldigt, når medlemmet har betalt kontingent
Stk. 3. Medlemmerne betaler et af generalforsamlingen fastsat kontingent. Kontingentet opkræves i starten af kalenderår.
4. Generalforsamlingen
Stk. 1. Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.
Stk. 2. Ordinær generalforsamling afholdes én gang årligt inden udgangen af maj måned og indkaldes med mindst 14 dages varsel. Indkaldelse kan ske elektronisk
Stk. 3. Møde- og stemmeberettigede på generalforsamlingen er alle medlemmer, der senest ugedagen forinden har betalt forfaldent kontingent. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
Stk. 4. Hvert medlem har kun én stemme.
Stk. 5. Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal mindst indeholde følgende punkter:
- Valg af dirigent
- Valg af stemmetællere
- Formandens beretning
- Regnskabsaflæggelse
- Behandling af indkomne forslag
- Fastsættelse af kontingent
- Godkendelse af budget
- Valg af bestyrelsesmedlemmer
- Valg af suppleanter
- Valg af revisorer
- Eventuelt
Stk. 6. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen. Forslag om vedtægtsændringer, der ønskes behandlet, skal være bestyrelsen i hænde senest tre måneder forud for udgangen af den måned, hvor den ordinære generalforsamling skal afholdes.
Stk. 7. Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der ikke må være medlem af bestyrelsen.
Stk. 8. Generalforsamlingen træffer sine beslutninger med simpelt flertal (en over halvdelen af de gyldigt afgivne stemmer) og ved håndsoprækning. Skriftlig afstemning anvendes dog, når det begæres af blot én mødedeltager.
Stk. 9. Ved personvalg, hvor der er foreslået flere end det antal, der skal vælges, foretages altid skriftlig afstemning. Hvert medlem kan maximalt afgive et antal stemmer, svarende til det antal personer, der skal vælges.
5. Ekstraordinær generalforsamling
Stk. 1. Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes, når bestyrelsen finder det nødvendigt, og skal afholdes, når mindst 3/5 af bestyrelsen ønsker det eller 50 % af medlemmerne skriftligt tilkendegiver ønske herom over for formanden. I sådanne tilfælde skal generalforsamlingen afholdes senest fire uger efter, at anmodningen er kommet til formandens kundskab.
Stk. 2. Indkaldelsesfristen for en ekstraordinær generalforsamling er 2 uger.
6. Foreningens daglige ledelse
Stk. 1. Foreningens daglige ledelse udgøres af bestyrelsen, der foruden formanden består af kassereren og op til 3 medlemmer. Der kan være op til 2 suppleanter til at indtræde i bestyrelsen hvis dette måtte være nødvendigt.
Stk. 2. Bestyrelsen skal altid bestå af et ulige antal personer for at undgå stemmelighed ved afstemninger.
Stk. 3. Suppleanterne kan deltage i bestyrelsesmøderne, men har ikke stemmeret.
Stk. 4. Bestyrelsesmedlemmer vælges af generalforsamlingen for en 2-årig periode, således at der hvert år vælges op til 3 medlemmer.
Stk. 5. Suppleanter vælges for en 1-årig periode, således at der hvert år skal vælges suppleanter.
Stk. 6. Bestyrelsen leder foreningen i overensstemmelse med nærværende vedtægter og generalforsamlingens beslutninger.
Stk. 7. Udtræder et bestyrelsesmedlem af bestyrelsen kan bestyrelsen finde et nyt medlem til at indtræde i bestyrelsen enten af eksisterende medlemmer eller udefra, såfremt der ikke er en suppleant der har mulighed for at indtræde. Dette medlem skal dog på valg på næstkommende generalforsamling.
Stk. 8. Senest 7 dage efter nyvalg til bestyrelsen afholdes konstituerende møde, hvor den nye bestyrelse fordeler posterne som formand, næstformand, kasserer og sekretær mellem sig. Alle tillidsposter gælder frem til næste generalforsamling.
Stk. 9. Bestyrelsen fastsætter i øvrigt selv sin forretningsorden. Den kan nedsætte underudvalg og arbejdsgrupper til varetagelse af afgrænsede opgaver.
Ordinære bestyrelsesmøder
Stk. 10. Ved indkaldelse til bestyrelsesmøder skal der forelægge en dagsorden mindst 1 uge før mødet afholdes.
Stk. 11. Formanden indkalder og leder bestyrelsens møder. Indkaldelse sker skriftligt med angivelse af dagsorden, når formanden skønner det nødvendigt, eller mindst to medlemmer af bestyrelsen fremsætter ønske om det overfor formanden. I sådanne tilfælde afholdes mødet senest 2 uger efter anmodningen er kommet til formandens kundskab.
Stk. 12. Ved bestyrelsesmøderne føres protokol, der underskrives af de fremmødte bestyrelsesmedlemmer.
7. Økonomi, regnskab og revision
Stk. 1. Foreningens regnskabsår følger kalenderåret.
Stk. 2. Bestyrelsen er ansvarlig overfor generalforsamlingen for budget samt regnskab.
Stk. 3. Foreningens regnskab føres af kassereren. .
Stk. 4. Regnskabet revideres af de på generalforsamlingen valgte revisorer.
8. Drift
Stk. 1. Bestyrelsen varetager foreningens daglige ledelse i overensstemmelse med dens formål.
Stk. 2. Det påhviler således bestyrelsen at medvirke til at skabe tilfredsstillende bygningsmæssige forhold til forsamlingshusets aktiviteter. Samt:
-at drage omsorg for udlejning og fastsættelse af udlejning og fastsættelse af satser for leje.
-at ansætte og afskedige det til driften nødvendige personale.
-at udarbejde årlige regnskaber herunder fastlæggelse af budgetter for driften.
9. Tegningsregler og hæftelse
Stk. 1. Foreningen tegnes udadtil ved underskrift af formanden og kasseren. Ved optagelse af lån og ved salg/ pantsætning af fast ejendom tegnes foreningen af den samlede bestyrelse.
Stk. 2. Kassereren står for varetagelse af foreningens formue, herunder indkassering af kontingent samt betaling af regninger. Kassereren kan råde over foreningens konti, herunder betalingskort og netbank til foreningens konti, samt indgå aftale herom. Formanden skal have adgang til at se og følge foreningens kontoer og økonomi.
Stk. 3. Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtelser, der påhviler foreningen.
10. Vedtægtsændringer
Stk. 1. Disse vedtægter kan kun ændres med 2/3 flertal på en generalforsamling, hvor ændringsforslaget fremgår af dagsordenen. Ligeledes skal ændringsforslaget inden generalforsamlingen afholdelse have været bekendtgjort i den lokale presse eller udsendt til medlemmerne.
Stk. 2. Vedtægtsændringerne træder i kraft med virkning fra den generalforsamling, de vedtages på.
11. Opløsning
Stk. 1. Opløsning af foreningen kan kun finde sted med 2/3 flertal på to hinanden følgende generalforsamlinger, hvoraf den ene skal være ordinær.
Stk. 2. Foreningens formue skal i tilfælde af opløsning anvendes i overensstemmelse med de i § 2 fastsatte formål eller til andre almennyttige formål. Beslutning om den konkrete anvendelse af formuen træffes af den opløsende generalforsamling.
12. Datering
Vedtægterne er således vedtaget på foreningens generalforsamling den _____________ og senest ændret på den ordinære/ ekstraordinære generalforsamling den ______________.
Billeder af vores mad og bordopdækning
Lad os samarbejde om din næste fest!
Har du et arrangement som skal afholdes så husk at book os i god tid.